Den 21. december, 1988 styrtede Pan-Am flight 103 fra London til New York ned i den lille Skotske landsby Lockerbie, og dræbte alle 259 personer om bord og 11 mennesker på jorden, blot 38 min. efter at være lettet. Vi kaster et blik på Lokckerbie katastrofen 20 år efter.

Pan-Am 747 fløj i en højde af ca. 31.000 fod, da en bombe ombord på flyet – anbragt af Libyiske terrorister og omhygget sporet til en særlig kuffert i flyets forreste baggagerum – eksploderede. I første omgang vidste efterforskerne ikke, hvad der havde forårsaget styrtet, men juleaften blev efterforskernes værste anelser bekræftet, da de fandt beviser på at det var en bombe som forårsagede styrtet. Området blev verdens største gerningssted. Som et gigantisk puslespil bliver alle vragstumper samlet i et stort lager.

I 1991, efter en tre år lang efterforskning, modtog the Lord Advocate, Skotlands øverste juridiske embedsmand, en stævning til anholdelsen af to libyerere, Abdel Baset Ali Mohamed al-Megrahi og Al-Amin Khalifa Fhimah. Abdelbaset ali Mohamed al-Megrahi modtog livsvarigt fængsel i januar 2001, mens hans påståede medgerningsmand Al Amin Khalifa Fhimah, blev fundet ikke-skyldig.

To år senere, i 2003, påtog den Libyiske regering sig endelig ansvaret og betalte en erstatning på 2.7 mio dollars for den rolle som den havde spillet i katastrofen. Pan Am blev i sidste ende fundet skyldig i bevidst at have undladt at sikre sig, at al baggage kunne matches til en passager ombord på flyet.

Når et fly styrter i England kommer det omgående under The Air Accidents Investigation Branch (AAIB) jurisdiktion, som har ansvaret for efterforskningen af civile flyulykker og alvorlige uheld indenfor Englands grænser. Et AAIB hold ankom til stedet samme aften som styrtet var sket, og en efterforskning begyndte. Vragdelene fra styrtet var spredt ud over 2.000 kvm. og AAIB efterforskerne stod overfor et gigantisk puslespil med at forsøge at stykke flyet sammen. igen. I alt blev 4 mio. vragstumper samlet og registreret på computerfiler.

Tidlige analyser af vragdelene viste tegn på en eksplosion i det forreste, venstre baggagerum på flyet, hvilket indikerede, at hvis det var en bombe som havde forårsaget eksplosionen, så måtte den nødvendigvis have været blevet lastet om bord i Frankfurt. Uger inde i efterforskningen og efter at have gennemført forskellige test på al bevismaterialet blev mikroskopiske spor af kemikalerne RDX og PETN – som har forbindelse til Semtex eksplosioner, fundet. Herefter tog kriminalefterforskningen for alvor fart.

Lockerbie efterforskningen er den største mordefterforskning i britisk historie, og involverede det lokale politi, Scotland Yard, FBI og en række andre organisationer rundt om i verden. Før 9/11 angrebene var Lockerbie det største enkeltstående terrorangreb på amerikanske borgere, 189 af de i alt 270 døde var amerikanere.

Detaljeret efterforskningsarbejde og analyser af alle vragdelene frembragte afgørende beviser på, at styrtet havde været forårsaget af en bombeeksplosion, men det skulle kræve mere end 15.000 interviews udført i over 20 lande, 35.000 fotos og 180.000 stykker bevismateriale før det endelige mål for efterforskningen blev nået.

I november 1991 kunne Skotlands ledende politimand, i samarbejde med FBI, placere skylden udelukkende på Libyen og kræve en arrestordre på to libyere, Abdel Baset Ali Mohamed al-Megrahi og Al-Amin Khalifa Fhimah. Lockerbie angrebet var angiveligt Libyens svar på et angreb på landet i 1986. Libyen afviste kravet om at udlevere terroristerne og måtte derefter lide under en FN blokade indtil de til slut gik med til at udlevere de anklagede i 1999.

Retssagen begynde til slut i maj måned 2000 i Holland – et neutralt land – som led i kravene, der var fastsat i udleveringsaftalen med Libyen, men sagen blev ført efter Skotsk lov.

Lockerbie retssagen var en af de største sager i Englands retshistore og nogle af tallene er ufattelige. I alt var der 230 vidner og 85 dage gik med bevisfremlæggelse, og der var 10.000 sider med retsudskrifter. Den endelige regning for sagen var på mere end 60 mio. britiske pund. I januar 2001 blev en afgørelse nået under Skotsk lov. Abdelbaset ali Mohmed al-Megrahi blev fængslet for livstid i januar 2001, mens hans påståede medskyldige, Al Amin Khalifa Fhimah, blev fundet ikke skyldig.

Siden offentliggørelsen, tilbage i 1991, af at den hovedmistænkte var libyer, har mistanker været rejst, som har antydet at udpegelsen af Libyen skete mere som følge af politisk nødvendighed end egentlig skyld.

Kritikere af retssagen har antydet at de ansvarlige var palæstinensiske terrorister, der handlede på vegne af Iran, med støtte fra Syrien. Faktisk antyder den tyske forbindelse i efterforskningen en palæstinensisk involvering. Argumentet er at Iran ønskede at angribe USA som en velovervejet gengældelse for det angreb, som fandt sted tidligere dette år, da det amerikanske krigsskib USS Vincennes, i juli 1988, skød et Iransk passagerfly ned over den Persiske Golf, og dræbte 290 iranske borgere. Det er blevet antydet at Libyen – der allerede var på kant med vesten – var syndebuk grundet politisk nødvendighed på dette tidspunkt, som medførte at regeringerne i England og USA havde brug for Syriens støtte i 1990/91 i forbindelse med invasionen af Saddam Husseins Irak i den første Golfkrig.
Påstande om, at den forkerte mand måske er bag tremmer, fik yderligere vægt i 2002, da det kom frem, at en førende palæstinensisk terrorist, Abu Nidal, skulle have indrømmet, at han var ansvarlig for angrebet.

I 2008 fortsatte spekulationerne omkring retssagen, da Englands udenrigsminister David Miliband underskrev en fortrolighedserklæring, som blev fremvist af statsadvokaten Lord Hamilton, der forbød offentliggørelsen af hemmelige papirer, som Abdelbaset Ali Mohmed al-Megrahi’s sagførere tror kunne have frikendt ham.

Der er også blevet rejst spørgsmål omkring holdbarheden af nogle af beviserne, der blev anvendt i retssagen, navnlig omkring et af nøglevidnerne, den maltesiske butiksejer Tony Gauci. Gauci var af så afgørende betydning for anklagerens sag fordi han identificerede Al-Megrahi som den person, der købte tøj fra hans butik, som lå pakket ned i kufferten sammen med bomben, hvilket har peget på Al-Megrahis skyld. Da sagen blev afsluttet blev det imdlertid senere påstået, at Gauci blev tilbudt så meget som 2 mio. dollars af USA for at afgive vidnesudsagn, hvilket rejste spørgsmålet om præcis hvor autentisk hans vidnesudsagn kunne være.

Påstande om at vigtige vidner ved retssagen blev bestukket – at anklagerens nøglevidne i Lockerbie bombesagen efter sigende blev tilbudt en belønning på to mio. dollars for at afgive vidnesudsagn, har rejst ny tvivl om sagens gyldighed.
Advokater for Abdelbaset Ali Mohmed al-Megrahi, libyeren der er dømt for at have myrdet 270 mennesker ombord på Pan Am Flight 103, har beviser på at kriminalfolk, der efterforskede bombningen, skulle have anbefalet at Tony Gauci, en butiksindehaver fra Malta, skulle tildeles betalingen efter at sagen var afsluttet.

Hr. Gaucis vidnesudsagn under retssagen var afgørende for al-Megrahis domsfældeldese.

20 år er nu gået siden de tragiske begivenheder udspillede sig over Lockerbie i december 1988, rystede et samfund i sin grundvold og ødelagde hundredvis af familier verden over, men til stadighed er mange spørgsmål uafklarede. Grundet efterforskningens kompleksitet og det politiske spil som var involveret, så vil vi måske aldrig få svarene at kende på disse brændende spørgsmål. En ting er imidlertid sikker, Lockerbie vil altid blive husket som en af de værste tragedier, der fandt sted i den sidste halvdel af det 20. århundrede, og den lektie som luftfartseksperter og lufthavnssikkerhedsfolk lærte vil aldrig blive glemt.